I en uventet drejning, der har rystet det europæiske miljølandskab, har Frankrig taget det første skridt mod at afskaffe sine lavemissionszoner, byområder, der er designet til at begrænse cirkulationen af forurenende køretøjer og forbedre luftkvaliteten. Den 27. marts 2025 godkendte et særligt udvalg i nationalforsamlingen med 26 stemmer for, 11 imod og 9 hverken for eller imod et ændringsforslag om at afskaffe disse zoner i hele landet. Selv om beslutningen stadig skal ratificeres af den samlede forsamling og senatet, er budskabet klart: Lavemissionszonerne er et mål på grund af deres sociale konsekvenser.
Årsager til afskaffelse af lavemissionszoner
Hovedargumentet for denne foranstaltning er, at lavemissionszoner straffer fattige husholdninger uforholdsmæssigt hårdt. Disse zoner, som forbyder ældre eller højemissionsbiler, påvirker især dem, der ikke har råd til at udskifte deres biler med mere miljøvenlige modeller, såsom hybrider eller elbiler. Partier som National Samling og Republikanerne har sammen med nogle parlamentsmedlemmer fra den macronistiske blok hævdet, at lavemissionszonerne er »klassedannende« og skaber en økonomisk kløft i den økologiske omstilling.
På trods af Emmanuel Macrons regerings bestræbelser på at fremhæve de miljømæssige fordele, som f.eks. en reduktion på en tredjedel af udledningen af nitrogenoxid (NOx) i byer som Paris og Lyon, har det sociale og politiske pres sejret. Afstemningen afspejler en voksende offentlig utilfredshed med foranstaltninger, der, selv om de har til formål at bekæmpe forurening, opfattes som uretfærdige over for arbejderklassen.
En dominoeffekt i Europa?
Den franske beslutning går ikke ubemærket hen på et kontinent, hvor grønne politikker er en grundpille. Hvis den konsolideres, kan den tilskynde nabolandene til at genoverveje deres egne strategier, især hvor lavemissionszoner også er kontroversielle.
- Tyskland: I Tyskland har Umweltzonen (miljøzoner) været en model i årevis med mere end 60 begrænsede områder i byer som Berlin og Stuttgart. På det seneste har der dog været tegn på tilbageskridt. Nogle byer har lempet deres restriktioner efter protester fra berørte bilister og små virksomheder, hvilket tyder på, at det franske eksempel kan give anledning til en lignende debat. Tyskland, som er en pioner inden for sådanne politikker, vil måske vælge justeringer, der afbalancerer økologi og social retfærdighed.
- Spanien: Lavemissionszoner har været obligatoriske siden 2021 i kommuner med mere end 50.000 indbyggere i henhold til loven om klimaændringer. Byer som Madrid og Barcelona har allerede implementeret dem, men ikke uden kontroverser. José Luis Martínez-Almeidas regerings forsøg på at ophæve de centrale lavemissionszoner i Madrid mødte modstand fra Bruxelles, hvilket er et bevis på det europæiske pres for at opretholde disse foranstaltninger. Den franske afstemning kan dog give vinger til politiske partier og borgere, der kritiserer lavemissionszonerne for at være en byrde for lavindkomster, især i områder med utilstrækkelig offentlig transport.
- Italien: Begrænsede trafikzoner findes i byer som Milano og Rom, men anvendelsen af dem varierer meget fra region til region. Italien har ikke afvist dem så frontalt som Frankrig, selv om kritikken af deres indvirkning på arbejdstagere og små virksomheder er tilbagevendende. Hvis det lykkes Frankrig at afskaffe sine lavemissionszoner, kan Italien blive fristet til at lempe sine regler, især i det industrielle nord, hvor bilafhængigheden er stor.
Dilemmaet mellem økologi og social retfærdighed
Den franske sag rejser et centralt spørgsmål: Hvordan bevæger man sig i retning af dekarbonisering uden at lade de mest sårbare i stikken? I takt med at EU presser på for at nå klimamålene, kan beslutninger som den, der forventes ved denne afstemning, kollidere med EU-lovgivningen og åbne op for en juridisk konflikt. I Frankrig har Macron-regeringen allerede advaret om, at den vil forsøge at genindføre lavemissionszonerne mere gradvist, selv hvis afskaffelsen bliver godkendt.
I nabolandene vil effekten afhænge af deres regeringers evne til at imødekomme sociale krav uden at gå på kompromis med bæredygtigheden. Tyskland kan vælge flere undtagelser, Spanien kan vælge økonomiske incitamenter til at forny køretøjer, og Italien kan vælge en mere lempelig håndhævelse. Det står klart, at Frankrig har tændt en lunte, der kan ændre kursen for de grønne politikker i Europa og tvinge os til at genoverveje, hvordan vi kan forene omsorgen for planeten med social retfærdighed.